Om at finde sig selv

Jeg har længe debateret om et indlæg omkring mine tanker og privatliv kunne bringe noget nyt til bloggen her. Jeg gør nu forsøget og jeg tager gerne imod tilbage meldinger i komentar sektionen. 

Jeg tror alle på et eller andet tidspunkt har forsøgt at svare på det ældgamle spørgsmål: Hvem er jeg? For mig tog det indtil jeg var 17 år gammel at jeg var klar til at søge efter svarene på dette spørgsmål. Søgningen efter svaret på spørgsmålet startede en aften på en legeplads et sted i USA. Jeg var på legepladsen sammen med en god ven. På denne legeplads var der også to yngre drenge jeg vil tro de var ikke mere end 10 år gamle. Da vi ankom til legepladsen satte vi os ned lidt væk fra de to drenge. De to drenge kiggede på os som om vi havde bevæget os ind på deres område men de vendte hurtig tilbage til at lege. På dette tidspunkt gik det op for den ene af drengene at jeg ikke så helt normal ud og at min venstre arm var tydeligt kortere end den højre. Det var tydeligt at de snakkede indbyrdes om hvem der skulle stille SPØRGSMÅLET til mig. Til sidst vandt nysgerrigeden hos en af drengene og han bevægede sig over til hvor mig og min ven sad han fik fremstammet at han gerne ville vide hvad der var galt med min arm. Det er her at historien går fra at være bare endnu en af mange der har spurgt mig om dette til at være det øjeblik der ændrede mit syn på mig selv og det at være handicappet. For inden jeg havde sagt noget havde min ven rejst sig op og råbt den stakkels lille dreng i hovedt. Han blev selvfølgelig skræmt og sammen med sin ven tog de benene på nakken og løb hjem. Jeg sagde ikke noget til min ven men sad bare mest i chock over at man kunne behandle et meget klart spørgsmål med en sådanne reaktion. Da jeg kom hjem til Danmark igen gjorde jeg noget jeg ikke havde turde gøre i tre år. Jeg søgte på mit handicap som jeg kun kendte af navn den gang. Jeg fandt frem til en hjemmeside som havde alle mulige historier om folk med dette handicap det var jeg dog ikke intreseret i jeg var derimod intereseret i at komme i kontakt med personer på min egen alder som jeg måske kunne dele oplevelser med. Jeg faldt mig hurtig til rette på hjemmesiden og hurtigt var jeg derinde dagligt og læse og lære om alt det jeg ikke havde vidst før. Lidt efter lidt blev jeg klogere på hvad det indebar at være handicappet med det handicap jeg har og hvor heldig jeg egentlig var i forhold til mange andre. Jeg fandt også ud at de holdt konferencer hvor man kunne komme og møde andre i samme situation. Det var lige netop dette jeg havde ledt efter og det tog ingen tid at overbevise min mor at vi skulle med. Da dagen for rejsen endelig oprandt var jeg med min mor inde på hendes kontor og en af hendes kolegaer kom forbi da hun så mig sagde hun "Hej Mathies. *mors navn* har lige fortalt mig hvad i skal. Det lyder spænende har du nogle forventninger?" Jeg kunne ikke svare på dette. Oplevelserne fra den weekend i Denver vil for altid stå klart i mit minde. Det var alt hvad jeg havde drømt om og meget mere til. Personerne jeg mødte der eller samtalerne jeg havde alt sammen var det fantastisk. Jeg har aldrig været så glad i hele mit liv. Siden de dage i Denver har mit udsyn på livet ændret sig markant. I stedet for at være irriteret på folk der spørger til mit handicap siger jeg altid at jeg har enorm respekt for dem der tør. Jeg har også fået et størrer forståelse hvor heldig jeg egentlig er. Jeg vågner hver morgen med tanken om hvor god en dag det bliver fordi jeg ikke skal på hospitalet eller ligende den dag. Jeg kunne blive ved med hvad det har betydet for mig men jeg tror i forstår. Jeg laver ikke dette indlæg for noget specielt blot at jeg gerne vil have nogle ting sagt også kan det jo ikke handle om Barack og Red Sox det hele. Til sidst vil jeg ønske alle mine læsere en rigtig godt nytår. Jeg håber 2009 bliver et fantastisk år.

Det at være Red Sox fan........

I foråret 2004 var jeg på en rejse rundt i Europa med min skole klasse. Det sidste stop på denne tur var Prag. På denne tur var der en fan af et Italiensk fodbold hold. Han var ikke bare fan han vidste alt om klubben helt ned til hvem 2. reserve målmanden var. En aften skulle hans hold spille mod det hold jeg følger sporadisk i Italien og eftersom en anden af mine venner også var fan af det samme hold som mig satte vi ud i jagten på en sports bar. Vi fandt en sådanne satte os til rette og nød en god fodbold kamp. Midt i anden halveg scorede mit hold kampens eneste mål. Min ven og mig hånende tredje manden lidt men ikke noget der gjorde nogle noget. Det tog alligevel så hårdt på ham at han ikke snakkede til os resten af aftenen og tog et andet metro tog hjem. Den aften svor jeg overfor mig selv at jeg aldrig ville blive så vild med et sports hold at jeg ville græde efter et nederlag. Jeg tror nu at jeg ved hvordan tredje manden havde det den aften. For som Red Sox fan skal man stå model til meget og som en der blev fan i 2004 har jeg ingen ret til at sige at jeg har følt de magre år som red sox fan. Alligevel føler jeg mig som en del af den kultur der er kendt som Red Sox Nation. Jeg lever og ånder for nyheder. Jeg syntes månender November-Marts er de kedligste i hele året fordi der ikke er noget red sox. For mens det at være Yankees fan er blevet et brand på line med Armani eller Levis så er Red Sox ægte baseball. Selv her i Danmark møder man mange folk der har Yankees kasketer og jeg piner mig selv hver gang jeg går forbi dem. Jeg vil så gerne bare høre om de kunne nævne bare en tidligere eller nulevende Yankees spiller. 95% ville ikke kunne de sidste 5% er enten Amerikanere eller dansker med samme passion som mig. Jeg efterlader derfor læserene med dette fuldstændige urelevante spørgsmål: Hvad tror du der skal til for at Baseball vinder indpas i mainstream sportsmedier? Kommentarer kan skrives med navn eller som anonym.