Min oplevelse på Fenway/My experience at Fenway.

Jeg sad den anden dag og så Sox tabe 8-0 i en kamp fra Minnesota. Mens jeg sad der også slog det mig at jeg ikke havde fortalt om min oplevelse på Fenway Park Boston's hjemmebane sidste sommer så her følger en del af de bedste oplevelser.

Jeg havde lige siden World Series i 2004 drømt om en dag at sidde på Fenway til en kamp. Et for at se Red Sox men også for at få følelsen af alt den historie der er på stedet. Så da det blev offentligt gjort at VACTERL konferencen 2009 skulle være i Philadelphia stod det klar at bedre mulighed fås ikke. Da kamp programmet lå fast var det klart at tiden skulle fyldes ud med noget mellem konference og kamp så et besøg et andet sted på østkysten blev arregeneret for så at tage toget til Boston for at være til stede ved deres 9 hjemme kampe i træk i starten af Juli måned. Jeg valgte at invitere min gode VACTERL ven Matt som jeg vidste også var Sox fan så det skulle nok blive en stor oplevelse for ham også. Valget faldt på en midt uge kamp mod Oakland A's. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at der ikke skulle spares på noget så de dyrest billeter min handicap SU tillod blev indkøbt. (Jeg tager gerne 4 uger på pasta-ketchup kuren for en tur til Fenway). Billeterne var bag ved første base ca 20 rækker oppe. Med direkte udsigt til "Monsteret" den 37 fod store mur der står i venstre del af banen. Efter lang tids venten var det endelig tid til at tage af sted til Boston. Ved den første station i "New England" sætter en ung mand og dennes kæreste sig ned ved siden af mig og da jeg ser hans tshirt breder et smil sig udover hele mit ansigt han har en grøn trøje på med teksten "Green Monstah" velkommen til "Red Sox Nation" Jensen. Efter at være vel ankommet til Boston hos Matt og hans familie satte vi os til rette med det eneste der er rigtigt. Pizza og Red Sox kamp i TV. Jeg troede virkelig at jeg var kommet i himlen men det skulle vise sig at det blev bedre. Efter en god nats søvn var det tid til en rundtur i Boston med de såkaldte andebåde "Duck boats" som er ombyggede militær fartøjer som altså i dag tager turister og andre rundt i hele Boston plus en sejltur på Charles floden. Afgangen var fra Boston Museum of Science og straks var der en ting der stod klart du var nu virkelig i hjertet af Red Sox Nation. Der var trøjer, tshirts, skole tasker, kasketter over det hele. Der var dog en ting der gjorde mig nervøs og det var vejret. Det regnede en del og frygten om en aflysning lå hele dagen i luften og dette var ikke godt jeg havde disse 48 timer for at se kampen også var det videre til næste stop på min USA tur. Efter en tur i en butik for at indkøbe standard outfit 1 (Hvid hjemme trøje med nummer 16) og standard outfit 2 (Navy blå spiller tshirt med Pappelbon) var jeg klar til den store oplevelse og som en besked fra en højere magt fjernede skyerne sig da vi kørte ind under det første trafik skilt der pegede mod Fenway der ville blive spillet baseball i aften. Da mig og Matt var alene krævede det ikke meget diskussion om hvad der skulle ske. Vi skulle ind på stadion og det kunne ikke gå hurtigt nok. Vi kom ind og der ikke meget der kunne beskrive øjeblikket da jeg stod på det sted som jeg har set så mange gange på tv. Op at stå ved vores pladser og det var jo drømme pladser med perfekt udsigt til det hele. Da der stadig var en god time til kamp start gik vi ned på forreste række for at stå. Jeg tog en del billeder mens Matt spejde efter om spillerne kom forbi til en autograf men det skete ikke og i stedet blev det bare til en hyggelig samtale. Vi fandt vores pladser med ca 15 min til kampstart og så lød det udover PA systemet "Ladies and Gentlemen YOUR BOSTON RED SOX" brøllet fra 37.000 tilskuere var overdøvende og alle som en var de klar til kamp. Selve kampen gik utroligt hurtigt men her er lige mine personlige højdepunkter.


Jayson Bay's Home Run. Med Red Sox bagud 0-1 var der en nervøs stemning selvom det var tidligt i kampen. Op kommer Jayson Bay den nye mand på venstre outfield postion som er hentet ind som erstatning for stjernen Manny Ramirez i 2008. På hans fjerde pitch rammer han den rent der er ingen diskussion om den bold og 37.000 mennesker går amok. Da Red Sox er færdig i den anden inning står det 2-1 til Boston.

Det sker i hver kamp. Lige meget om der bliver spillet i Fenway eller i Seattle så sker det at der startes et "Lets go Red Sox". Jeg har set det hundredevis af gange på at tv uden at reagere på det men nu da jeg står her midt i Fenway og hører disse legendariske fire ord rejste nakkehårene sige lige en ekstra millimeter og jeg ville lyve hvis jeg ikke sagde at der nok måtte tørre en lille tåre væk så stort var det øjeblik.

Tilskuerene var en hel anden del af kampen og det er om muligt den største fordel som Red Sox har. Oakland havde sendt et ungt talent ud som pitcher og ved den første udsyn til problemer var der 38.000 personer imod ham. I tredje inning var der problemer og straks lød de fire legendariske ord fra alle hjørner af Fenway og da 2 spillere scorede i den inning var det klart at magien af fansne virkede igen.

Personerene der sad omkring os var et stykke for sig selv. Bag ved os sad to college studerende i fuld krigsmaling. Her menes rød farve i ansigtet og et skilt med teksten "I [hjerte] J. Bay" De ville vist meget gerne på TV men kom det aldrig. På rækken foran sad fire gutter med klart italienske aner fra Providence. De underholdt hele kampen igennem med deres reaktioner på alt hvad der skete på Fenway. For eksempel brød en af dem ud i tydelige krokodille tårer og begyndte at råbe op om at det var alt for tidligt da Michael Jacksons "Beat It" kom over anlægget (MJ døde 2 uger før kampen). Der var dog to tilskuere der stod ud i mine øjne hvilket var en bedstemor og dennes (ca) 4 årige barnebarn længere nede af vores række. Man kunne tydeligt se at det var en rigtig bedstemor tur og der blev ikke sparet på noget. Der blev købt noget hver gang en sælger i nærheden. Der var dog en ting der gjorde dem til noget specielt og det var den måde at bedstemoren fra tid til anden bare sad og kiggede ud på banen. Jeg er overbevist om at hun tænkte på hvor hun sad da Willams havde en .406 BA eller da Pesky krøllede den rundt om den højre foul pin eller måske tænkte hun hvordan disse havde været fantastiske sædder til Carlton Fisk home run over monstret. Med undtagelse af Wrigley Field er Fenway det eneste MLB stadion med så stor og rig en historie at mens barnebarnet kun kender succes og sejre så husker bedstemoren alt om '68 og den umulige drøm. Fenway er bare fantastisk på den måde.

En sidste oplevelse som jeg aldrig vil glemme er den måde en spiller kan skabe en helt speciel elektricitet i en tilskuere mængde. Fra vores pladser havde Matt og jeg ingen mulighed for at vide hvilken pitcher der var på vej ind i kampen som man har når man får det fulde overblik på tv. Da jeg havde været så fokuseret på kampen havde jeg glemt alt om hvilken situation vi stod i da stillingen var 5-2 før sidste inning. Er man foran med 3 runs eller mindre er det en såkaldt save situation og her sender man som regel en specialist pitcher på banen hvis eneste opgave er at få de tre sidste outs så man vinder kampen. I Boston hedder den specialist Jonathan Papelbon. Papelbon er om muligt den mest elskede spiller i Boston. Hans barnlige attitude sammenholdt med hans næsten overnaturlige baseball evner gør ham til den perfekte spiller i Boston. Hans musik når han kommer på banen er sælvfølgelig også Boston relateret da han har valgt "The drop kick murphys" med "I'm shipping up to Boston." (Kendt fra the departed). Så da de første toner af sangen lød steg et brøl op fra de 38.000. Jeg selv var helt tabt i hvad jeg nu skulle være vidne til. Jeg vendte mig mod Matt og sagde kun et ord "Papelbon!!!!!". Paps leverede varen og med en strikeout til sidst var en sejr i hus.

Jeg er hverken gift eller har børn så derfor kan jeg med ro skrive det følgende. På nær den aften hvor jeg blev forlovet var denne aften den største i mit liv. Nogle gange skruer man forventningerne til noget så astronomisk i vejret at man ikke kan blive andet en skuffet. Jeg havde frygtet at dette ville ske med mit første Fenway besøg men alle disse blev gjort til skamme. Det levede fuldt ud til alle mine høje forventninger.

Til sidst vil jeg gerne give en tak til et par mennesker. Først og fremmest til Matt og hele hans familie. Det var en fornøjelse at bo hos dem og mange tak for at jeg fik lov til at invitere Matt med til Fenway. Matt jeg ved ikke en gang hvor jeg skal starte. Det var simpelhen en kanon oplevelse at have dig med til Fenway og jeg er HELT sikker på at det ikke er sidste gang at vi sidder og skriger lungerne hæse for vores helte. Når jeg engang er mange millionær så tager vi den i "the .406 club" med gratis mad og drikke det garantere jeg. Sidst men ikke mindst vil jeg takke den venlige dame der tog billedet af Matt og jeg ved indgangen til vores sektion. MANGE TAK.